/media/8792/dn5p5654-1.png

Konferenciers til Smukfest

Vi har glædet os helt enormt til at præsentere jer for dette års konferenciers på skovens seks scener. Der er de nye, og der er de garvede. De glæder sig til at byde jer velkommen på Smukfest 2022!

Bøgescenerne

Årets konferenciers på Bøgescenerne er skønne Peter Palshøj og Pelle Peter Jencel

Peter Palshøj, der i sit civile liv bl.a. er Formel 1-vært på TV3, indledte sit efterhånden lange parforhold med festivalen som bagscene-reporter på Danmarks Smukkeste Koncert i 2004 – og har siden 2006 stået som konferencier med verdens bedste Søren Rislund på Bøgescenerne. Rislund rundede i 2020 sine mange år som konferencier på Smukfest af på fineste vis på Småfest, og nu er Pelle Peter klar til at føre faklen videre! 

Pelle Peter er bestemt heller ikke ny i manegen på Smukfest. Hverken som kunster eller vært. Vi har oplevet Pelle Peter som DJ i Lågsus, hvor han med makkeren Nicholas Kawamura i mange år har sat ild under publikum på Smukfest. Samtidigt kender du ham som P3-vært i bl.a. den roste serie "Den nye stil" om dansk raphistorie og "Pelle Peters Panel".  I 2019 var han konferencier på scenen, der i dag hedder Teltet, og i år kan du altså opleve ham på Bøgescenen.

Stjernescenen

Konferenciers på Stjernescenen er Simon Jul og Aminata Amanda Corr

Aminata er kulturjournalist på Berlingske, og har derfor et misundeligværdigt bagkalatog af viden om, hvad der rører sig i det danske kulturliv. Aminata har sin allerførste gang på Smukfest til sommer, og vi glæder os meget til at byde hende hjerteligt velkommen i bøgeskoven! 

Simon Jul er efterhånden en Smukfest-veteran i alle mulige afskygninger og har stået som konferencier på Stjernescenen siden 2016, og var inden da på den gamle Sherwoodscene. Simon har bl.a. været medlem af Banjos Likørstue, del af Det Røde Kapel, halvdelen af nyhedsduoen Mørk og Jul, skæv figur i adskillige reklamefilm, studievært på Radio 24syv og solist med hang til rock og blues, senest på albummet ”35”.

Teltet

Konferenciers i Teltet er Adam Duvå Hall og Kathrine Abrahamsen.

Selvom Kathrine aldrig har været konferencier på festivalen, så er hun heldigvis allerede en af skovens største fans, så vi glæder os helt gevaldigt til at opleve hende for første gang i Teltet! Du kan normalt høre Kathrines sprøde stemme på P3 fra 9-12, hvor hun sammen med Mathias Helt styre slagets gang i 'Buffetten'. 

Adam startede som konferencier på Live Camp, hvorefter han fra 2016-2019 var konferencier på Stjernescenen, og i år kan vi altså opleve ham som en del af den fabelagtige duo, der skal lede os trygt og godt gennem koncerterne i Teltet. Adam har en glorværdig fortid som vært på P3 og TV3 og er i dag vært på Go Morgen Danmark på TV2. 

The Hood

Konferenciers på Smukfest er Jørn 'the Wonder' Andersen og Thomas Skov

Det er os en stor fornøjelse at byde verdens venligste Thomas Skov velkommen som ny konferencier på skovens nyeste scene, The Hood. Thomas er en af de der typer, der er lidt over det hele, og det er da også klart, når der både står tv- og radiovært, journalist og foredragsholder på CV'et. Nu glæder vi os til at se endnu mere til ham på Smukfest til sommer! 

Heldigvis har Thomas en aldeles erfaren festivalherre ved sin side, nemlig Jørn 'The Wonder', som vi kalder ham. Du er sikkert stødt på ham som midtpunkt i populære band The Powls, der første gang optrådte på Smukfest tilbage i 1997 og stort set har været her hvert år siden. Vi er overordenligt glade for, at vi nu får endnu et år med Jørnn! 

Live Camp

Konferenciers på Live Camp er Carsten Holm og Emil Lange

Hvis der er én i verden, der kan matche energiniveauet på KærligHeden, der huser festivalens yngste gæster, så er det the one and only Emil Lange. Vi er derfor helt oppe at køre over at byde ham velkommen som ny konferencier på Live Camp. Emil er først og fremmeste kendt som DJ og producer, og han har lavet musik med blandt andre Emil Simonsen fra Suspekt, Benjamin Hav og Tobias Rahim. Derudover han du opleve ham som radiovært på P3 i programmet 'De 17%'. 

Sammen med Emil Lange har vi selvfølgelig Carsten Holm, der siden 2016 har guidet os igennem talenterne på Live Camp. Han er til daglig en af ankermændene på P6 Beat, og har et fantastisk bredt kendskab til det danske musiklandskab. Carsten har arbejdet for DR siden 1993 – og har igennem årene prøvet stort set alle aspekter af værtsrollen, ligesom han er en meget brugt moderator på eks. musik talks. 

Udsigten

Konferenciers på Udsigten er Mads Steffensen, Ane Cortzen og Chili Claus, mens Sofie Torp joiner de tre onsdag. 

Udsigten er Smukfests snakkescene, og her har vi altså tre værter, der må siges at have talegaverne i orden! 

Den første af de tre musketerer er Ane Cortzen, der må siges at være lidt af en schweitzerkniv. Hun er uddannet arkitekt, tidligere DR-vært og udvikler på en række kultur- og designprogrammer, og i dag arbejder hun som selvstændig tv – og radiovært, skribent samt moderator og foredragsholder. En yderst kompetent kvinde, som vi glæder os meget til at opleve på Smukfest, hvor hun for XX gang skal være konferencier på Udsigten. 

Dernæst har vi vores alle sammens Mads Steffensen. Mads er mangeårig vært på DR og har længe været en fast del af programmet med Mads og Monopolet. I år skal vi opleve ham på en helt ny og alligevel helt velkendt måde, når han skal lede os trygt gennem alverdens snakke på Udsigten.

Sidste musketer er Claus Pilgaard, bedre kendt som Chili Claus. Tilbage i 2013 optog Claus tilfældigt en video, hvor han smager en chili, og det blev altså startskuddet på hele Chili Claus brandet, der i dag også fungere som producent og forhandler af alverdens dødsens stærke produkter. Claus er lidt af en storyteller, og det bliver derfor en fornøjelse at opleve ham på Udsigten. 

Onsdag gæster skuespiller Sofie Torp de tre konferenciers på Udsigten. Sofie har medvirket i film og tv-serier som 'Ser du månen, Daniel', 'Marcoeffekten' og 'Sygeplejeskolen'. Vi glæder os til at  byde hende velkommen på Udsigten!

Her kan du se de mange værtspar begive sig ud i at lave en helt særlig skovdrink, som de håber at kunne præsentere for jer i skoven til sommer. Følg med på Smukfests sociale medier.

Se kontaktoplysninger