/media/8465/patina_banner.png

PATINA

Lørdag den 6. august

”Gennemmusikalske og tændte fra start til slut og tydeligvis et band, hvor alle elskede at stå deroppe, og alle var med til at føre festen videre”.

Ordene er sakset fra Gaffas reportage fra KarriereKanonens finale på Smukfest 2019, hvor Patina endte som en af vinderne. Det storcharmerende musikkollektiv fra Svendborg består af syv musikere – med noget så sjældent som tre sangere, der samtidig alle er trommeslagere, helt i front ved de hæsblæsende koncerter. Det er både funky, dansabelt og til at synge med på – og helt forståeligt valgte P3 den smittende ”Flammer rammer”, som Ugens Uundgåelige i januar 2019. Siden da er der sket en masse for den unge trio: I 2020 blev de nomineret til P3 Guld Talentpris, de udgav singlen "Sådan må det være (Uhhh)", ligesom de samme efterår havde planlagt deres første Danmarksturné med den fastlagte ambition: ”Vi vil gerne være et band, som giver folk modet til at slippe sig selv fri", der desværre blev udskudt på grund af you know who. Det skulle dog ikke stoppe drengene, der i februar 2021 udgav deres debutalbum "Drømmefanger".

Patinas kerne er tre trommeslagere, der skiftevis giver den som frontmand og skaber et ekstatisk fællesrum, hvor man med åbent bryst kan stille sig sårbar. Det er tydeligt i nummeret ’Flammer Rammer’, hvor alle tre frontmænd synger. Samtidig er det en sang, der illustrerer bandets lyriske lag. Patinas tekster kredser om almenmenneskelige hverdagsfortællinger. Men stillet helt op på knivsæggen. Der, hvor skrøbeligheden dirrer, angsten raser, eller kærlighed slår sin første sprække. Hele tiden er der noget på spil. Hvilket enhver, der har set en af deres koncerter, kan nikke genkendende til. Når de spiller live vokser de til et kollektiv på syv mand, og Soundvenue fremhævede dem blandt årets oplevelser på Spot 2019, mens Gaffa storroste deres koncert på Smukfest 2019: ”De er som skabt til store scener.” 

Her kan du se dem i deres nyeste musikvideo til sangen "Omvendt forsvar" fra albummet "Drømmefanger". 

Se kontaktoplysninger