/media/8501/brygmann_banner.png

Brygmann med Venner

Torsdag den 4. august

Kom og syng med, når Martin Brygmann samler nogle af hans bedste venner til noget, der tegner sig til at blive en fuldstændig formidabel koncert. Du kan opleve Eee Gee, Nicklas Sahl, Patrick Dorgan, Paprika Steen, Tessa og Tina Dickow i smukt og skørt samspil med Martin Brygmann. 

I 2020 var det 30 år siden Martin Brygmann første gang fik udgivet sine sange. Det er siden blevet til et væld af sange til blandt andet højskolesangbogen, spillefilmen 'En Kort En lang', de to julekalendere 'Jesus & Josefine' og 'Jul i Valhal', musicals som forestillingen ”Fyrtøjet”, samarbejder med solister så forskellige som Lisa Nielsson, Birthe Kjær, Alberte og Bent Fabricius, og ikke mindst til Lex & Klatten og Det brune punktum. Nu snart 400 sange senere kan man med rette sige, at Martin Brygmann har været med til at skabe soundtracket til generationer af musikglade danskere.   

I 2017 fik Martin Brygmann udgivet sit eget album projekt 'Bates Delight', som han indspillede med  en håndfuld top-musikere og Danmarks Underholdningsorkester. Dette blev efterfølgende fulgt op af en Danmarks turné til de største koncert-og musikhuse.

Martin Brygmann er blevet udnævnt af KODA til den mest spillede danske kunstner på radio i 15 år med sangen “Vent på mig” og at hans musik er blevet folkeeje var tydeligt, da han i 2006 fik tre af sine melodier med i den nye højskolesangbog bl.a. “En kort en lang”. 

I 2015 modtog Martin Brygmann DJBFA’s komponistpris og han har gennem årene vundet fire danske Grammy’er bl.a. Årets Danske Hit og Årets Danske Radio Hit for sine kompositioner til Lex&Klatten og Det Brune Punktum.  Martin Brygmann vandt i 2019 TV-Prisen for ”Årets vært - Underholdning” og var nomineret for ”Bedste  Nyskabelse - Underholding”  for sin indsats i TV2 Charlie’s program ”En trekant en sang”, hvor han sammen med forskellige solister hylder Danmark´s bedste sangskrivere. I 2020 var han vært på DR´s juleshow og senest var han i 2021 vært på det danske Melodi Grand Prix, en rolle han gentager i 2022.

Se kontaktoplysninger