/media/8953/agneshartwich_banner.png

Agnes Hartwich

Tirsdag den 2. august

Selvom hendes debut-EP rammer dansk musik med en sjældent hørt rå styrke, så er 22-årige Agnes Hartwich alt andet end baggrundsstøj. Hun er derimod her for, at tage lytteren med helt ned i det mørkeblå dyb – og op igen! 

’Deep Dark Blue’ er det første musikalske aftryk fra en 22-årig sangskriver, som sender impulser til rockens velkendte nerve med sine sange og en sound, der dog er alt andet end tilbageskuende eller hægtet op på klassiske dyder. Agnes Hartwich rammer dansk musik med en rå, inderlig styrke. Her er plads til aggressivitet, sårbarhed og alt det, der giver et ungt menneske og livet karakter. 

”Jeg brugte min første månedsløn på en elguitar. Anede ikke hvordan man spillede på den, men jeg skulle bare have den, for jeg vidst der var noget, jeg havde brug for at få ud gennem musik.” 

Sådan startede det for Agnes, der voksede op med bølgen af nye alternative, hårdtslående navne som Arctic Monkeys, Queens of the Stone Age og The Strokes. Men det var ikke larm for larmens skyld, som Agnes opsøgte som 15-16-årig:  

”Den stil, jeg dyrkede var smadret, men mest af alt var det følelserne i lyrikken, jeg forelskede mig i. Ordene, som blev sunget, tog mig tættere på kunstneren bag og for mig giver lyrik det musikalske udtryk et ekstra lag, som jeg stadig dyrker og elsker.” 

Den opmærksomme lytter vil, undervejs på ’Deep Dark Blue’, måske bide mærke i en snerrende, dyb stemme, der sniger sig ind i lydbilledet. Bag knapperne på Agnes Hartwich’s debut sidder nemlig en særdeles velkendt og respekteret dansk musiker: 

”Jeg mødte Alex Vargas for et par år siden, hvor jeg gik op til ham og, helt flabet, sagde, at jeg synes vi skulle lave noget musik sammen. Han var heldigvis skide sød, og jeg begyndte at sende lidt demoer frem og tilbage til ham, og så endte vi i studiet sammen, hvor vi drak en masse rødvin og bare tonsede løs.” 

Hartwich og Vargas havde afsat 10 dage til indspilninger, men de fire sange var i kassen på fem. Den umiddelbare energi strømmede ned på bånd og er blevet til en debut-EP fra en ny dansk artist, der kun lige er gået i gang.

Se kontaktoplysninger